Personfradrag

Hvad er et Personfradrag?

Et personfradrag er et skattemæssigt begreb, der angiver det beløb, en person kan tjene i løbet af et år, uden at skulle betale A-skat af beløbet. Alle personer, der er fyldt 18 år og er fuldt skattepligtige i Danmark, har ret til et personfradrag. Størrelsen på fradraget fastsættes årligt ved lov og reguleres typisk i takt med den generelle pris- og lønudvikling. For personer under 18 år gælder et lavere fradrag. Dit personfradrag fordeles automatisk ud over årets 12 måneder og indregnes i den trækprocent, som din arbejdsgiver eller anden udbetaler anvender, når der tilbageholdes skat af din indkomst.

Selvom personfradraget er et begreb, der hører til i skattelovgivningen, er princippet bag det relevant i sager om gældsinddrivelse. Når en skyldner ikke kan betale sin gæld, og sagen overgår til inkasso, beskytter loven skyldnerens ret til at opretholde en beskeden levefod. Dette fundamentale retsprincip sikrer, at en kreditor ikke kan tage alt, hvad en skyldner ejer og tjener. Formålet er at garantere, at skyldneren og dennes husstand fortsat har de nødvendige midler til basale fornødenheder som bolig, mad og tøj, selv under en gældsinddrivelsesproces.

I praksis anvender fogedretten ikke selve personfradraget, men derimod et begreb kaldet “rådighedsbeløb” til at vurdere en skyldners betalingsevne. Rådighedsbeløbet er det beløb, en person eller familie vurderes at skulle have til rådighed hver måned, efter at alle faste udgifter som husleje, el, varme og forsikringer er betalt. Justitsministeriet fastsætter årligt vejledende takster for rådighedsbeløbet. Disse takster fungerer som en rettesnor for fogedretten, når den skal afgøre, om en skyldner har økonomisk overskud til at afdrage på sin gæld, eller om vedkommende skal erklæres insolvent.

Princippet om at beskytte en beskeden levefod kaldes trangsbeneficiet og er centralt i fogedretten. Når en kreditor anmoder om at foretage udlæg i en skyldners ejendele, skal fogeden sikre, at aktiver, der er nødvendige for skyldnerens og familiens opretholdelse af et beskedent hjem og erhverv, ikke bliver taget. Det kan for eksempel være almindeligt indbo, et fjernsyn af beskeden værdi eller arbejdsredskaber. Hvis skyldnerens indkomst, efter faste udgifter er betalt, er lavere end det fastsatte rådighedsbeløb, kan fogeden konstatere, at skyldneren ingen betalingsevne har. I så fald vil skyldneren blive erklæret insolvent, og der kan ikke foretages udlæg i lønindkomst.

Det er vigtigt at skelne mellem privat og offentlig gældsinddrivelse. Private kreditorer og deres inkasso-partnere kan ikke selvstændigt foretage lønindeholdelse. Denne beføjelse er forbeholdt Gældsstyrelsen, som inddriver gæld til det offentlige. Gældsstyrelsen kan trække en del af skyldnerens løn, før den udbetales, men også her gælder regler, der sikrer, at skyldneren har et minimumsbeløb tilbage til at leve for. Beregningsgrundlaget for lønindeholdelse hos Gældsstyrelsen er anderledes og ofte mere indgribende end de regler, der gælder for privat gældsinddrivelse i fogedretten.