Rentelovens paragraf 9

Hvad er rentelovens paragraf 9?

Rentelovens paragraf 9 er en central bestemmelse i den danske rentelov, der fastsætter reglerne for, hvilke gebyrer og omkostninger en kreditor må pålægge en skyldner i forbindelse med forsinket betaling. Paragraffen regulerer specifikt størrelsen på rykkergebyrer og de omkostninger, der er forbundet med at sende et krav til udenretlig inddrivelse hos eksempelvis et inkassofirma. Formålet er at skabe klare rammer, der beskytter skyldneren mod urimelige gebyrer, samtidig med at kreditoren får dækket sine rimelige omkostninger ved rykkerproceduren og overdragelse til inkasso.

Rykkergebyrer (§ 9 a)

Rentelovens § 9 a fastsætter de præcise regler for opkrævning af rykkergebyrer. En kreditor kan maksimalt pålægge et rykkergebyr på 100 kr. pr. rykkerskrivelse. Der er dog yderligere betingelser, der skal være opfyldt. For det første skal der gå mindst 10 dage mellem hver rykkerskrivelse, som der opkræves gebyr for. For det andet må kreditor højst sende tre gebyrbelagte rykkere for den samme fordring. Det betyder, at de samlede rykkergebyrer for et enkelt krav maksimalt kan udgøre 300 kr. En kreditor kan godt sende flere end tre rykkere, men der kan ikke pålægges gebyr på rykkere ud over den tredje. Den første betalingspåmindelse, som ofte sendes kort efter forfaldsdatoen, kan sendes uden gebyr.

Inkassogebyr og kompensationsbeløb (§ 9 b)

Når en gæld overdrages til fremmedinkasso, typisk hos en advokat eller et inkasso firma, giver rentelovens § 9 b kreditor ret til at kræve betaling for de omkostninger, der er forbundet med selve inddrivelsen. Før sagen overdrages, kan kreditor opkræve et inkassogebyr på 100 kr. for sit eget arbejde med at forberede og sende sagen videre. Dette gebyr må kun pålægges, hvis der forinden er sendt et gyldigt inkassovarsel i overensstemmelse med inkassolovens § 10, og skyldneren ikke har betalt inden for den angivne frist. I handler mellem virksomheder (B2B) kan kreditor desuden kræve et fast kompensationsbeløb på 310 kr. for forsinket betaling, uanset gældens størrelse. Dette beløb dækker kreditors interne omkostninger og kan kræves, så snart betalingsfristen er overskredet.

Udenretlige inkassoomkostninger

Når en sag er overdraget til udenretlig inkasso, har inkassofirmaet ret til at opkræve yderligere omkostninger fra skyldneren for selve inddrivelsesarbejdet. Størrelsen på disse omkostninger er ikke vilkårlig, men reguleres af en bekendtgørelse, der udspringer af rentelovens § 9 b. Omkostningerne er takseret og afhænger af størrelsen på gældens hovedstol (det oprindelige skyldige beløb). Jo større gælden er, desto højere er de maksimale inkassoomkostninger. Denne trappestruktur sikrer, at de omkostninger, en debitor pålægges, står i et rimeligt forhold til det skyldige beløb. Formålet er at dække inkassofirmaets udgifter til at administrere sagen, kommunikere med skyldner og eventuelt indgå en afdragsordning.

Formål og beskyttelse af skyldner

Det overordnede formål med rentelovens § 9 er at skabe en fair og forudsigelig proces for både kreditor og skyldner. For kreditor sikrer loven en ret til kompensation for det administrative arbejde og de udgifter, der opstår, når en betaling udebliver. For skyldner fungerer paragraffen som et værn mod ublu og vilkårlige gebyrer. Ved at fastsætte klare beløbsgrænser og tidsintervaller for gebyrer skaber loven gennemsigtighed i inkassoprocessen. Reglerne sikrer, at en skyldner ikke belastes med uforholdsmæssigt store omkostninger tidligt i forløbet, og at de samlede omkostninger altid er reguleret og baseret på gældens størrelse. Dette bidrager til at opretholde principperne om god inkassoskik.